Er du vores nye tekniker?

Tekniker søges!

Sicom søger en ambitiøs medarbejder med solid teknisk forståelse, som kan garantere at kunderne er tilfredse – også efter du har besøgt dem.

Om stillingen

I din funktion som tekniker skal du foretage installationer af A/V-løsninger og servicebesøg hos vores kunder. Vi dækker hele landet, hvorfor en del kørsel må påregnes. Vi forventer, at du er professionel og ambitiøs nok til at sikre, at både du og dine kolleger kan tilbyde kunderne den bedste lyd på markedet. Det er vigtigt, at kunderne er trygge og tilfredse, når de har været i kontakt med dig. Ikke bare første gang, men også på den lange bane.

Om dig
Har du en teknisk baggrund fra radio/TV branchen, som radiomekaniker, elektroniktekniker/- mekaniker eller elektriker, så har du muligheden for at blive Sicoms nye nøgleperson i installation og service af professionelle A/V-løsninger.

Der vil være mulighed for oplæring i de områder, hvor det er nødvendigt. Erfaring med IT er en fordel, da meget udstyr opsættes via computer.

Du trives i en hverdag, hvor du ofte arbejder alene, men kan også indgå i samarbejde med dine kolleger på større installationer.

Du kan selv strukturere dine arbejdsdage ud fra de aktuelle opgaver, hvilket medfører ansvar for tildelte opgaver, men også stor frihed i hverdagen.

Om Sicom A/S

Sicom A/S er et specialfirma med mere end 40 års erfaring indenfor teleslynge- og højttaleranlæg. Teleslyngeanlægget er kernen i vores virksomhed, men vi installerer og servicerer også andre A/V-løsninger såsom interaktive tavler, projektoranlæg og streamingløsninger.

Vi er en mindre virksomhed, hvor alle medarbejdere er vigtige, for at hverdagen hænger sammen. Dine kolleger vil møde dig med respekt, så du skal kunne det tilsvarende med dem.

Spørgsmål kan rettes til Peter Schmidt på 7020 8422 eller sicom@sicom.dk Ansøg skriftligt til Peter Schmidt på jobopslag@sicom.dk.